- Umenneskeligt og uretfærdigt
Borgmester frustreret over, at familie må rejse
Nyheden om, at Kenneth Iversen, hans kone Yen Ngoc og deres to børn er rejst ud af Danmark, vækker her til aften frustration hos Aarhus' borgmester.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) har støttet familiens kamp om familiesammenføring gennem de seneste par måneder. Han har blandt andet forsøgt at lægge pres på sin partifælle, justitsminister Morten Bødskov (S).
- Jeg synes, det er en umenneskelig og uretfærdig sag. Det er ulykkeligt, at en familie bliver tvunget til at rejse væk fra det sted, de ønsker at være. Samtidig mister vi også en dygtig medarbejder, som formentlig bliver erstattet af udenlandsk arbejdskraft, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
TV 2 | ØSTJYLLAND har gennem de seneste fem måneder kunne fortælle om familiens kamp for at blive sammen som familie i Danmark.
Familien fik afslag, fordi Kenneth Iversen havde fået revalideringsydelse i forbindelse med en arbejdsulykke og derfor ikke levede op til reglerne om selvforsørgelse.
Familiens advokat har forsøgt at få sagen genoptaget hos Udlændingenævnet, men uden held.
Derfor har familien nu været nødsaget til at rejse ud af Danmark for at undgå, at Yen Ngoc ville blive smidt ud af Danmark.