Ulykke: 18-årig mand dræbt
Manden og hans bil fundet på mark
En 18-årig mand har søndag aften mistet livet ved en trafikulykke på Slagballevej ved Brædstrup mellem Silkeborg og Horsens.
- Vi får klokken 21 en anmeldelse om, at der ligger en bil på en mark, siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Michael Frank Rasmussen, til Ritzau.
Da politiet og redningsmandskab nåede frem, fandt de en yngre livløs mand, som de forsøgte at give førstehjælp, men forgæves.
Han blev erklæret død på stedet.
Kender ikke omstændighederne
Politiet kender endnu ikke omstændighederne ved ulykken, der er sket på en med vagtchefens ord "forholdsvis lige vej".
Bilinspektører har været på stedet for at fastslå nærmere, hvad der er sket på stedet, og undersøgelserne fortsætter, når det bliver lyst mandag morgen.
Den 18-årige var alene i bilen, da ulykken fandt sted.