Ulven er kommet til Østjylland: Har tilbragt sommeren på Djursland

Naturhistorisk Museum i Aarhus bekræfter, at der er set en ulv i det nordlige Djursland to gange i løbet af sommeren

Et vildtkamera fangede den 5. august dette billede af en vild ulv i området omkring Bønnerup, Glesborg og Tranehuse. Foto: Lars Kejser

Vildkameraer har to gange fanget billeder af en vild ulv på det nordøstlige Djursland i løbet af sommeren.

Det er første gang siden 2014, at der med sikkerhed er blevet konstateret ulv på Djursland. Dengang blev der gennem DNA-spor bekræftet, at en ulv havde været der i marts og august.

Det er dog formentlig ikke den samme ulv, som er blevet spottet igen her fire år senere, forklarer forskningschef ved Naturhistorisk Museum Kent Olsen.

Læs også Oversvømmelser i Odder: Vær opmærksom på smitterisiko

- Det er en ny ulv, som er kommet til Djursland nu. En ulv, som ikke har været der tidligere, siger han.

Ifølge forskningschefen er det nordlige Djursland et perfekt område for ulve og derfor også et område, som Naturhistorisk Museum sammen med Aarhus Universitet allerede i januar udpegede som et fremtidigt levested for ulve.

- Der er nok med føde i form af kronvildt, der er ret uforstyrret og en tilpas tæthed af skov og hede. Derfor er det et blandt flere oplagte steder til ulve i Danmark ud over de steder, hvor der allerede er ulv. 

Der er nu konstateret ulv fire gange i det nordlige Djursland. De lyseste blå firkanter markerer de to fotos taget af ulven i 2018, mens de lidt mørkere firkanter viser, hvor ulven blev konstateret tilbage i 2014. Foto: Ulveatlas

Ulv på gennemrejse

I øjeblikket skønnes det, at der lever omkring seks ulve i Danmark: Et ulvepar i Vestjylland, en enlig hanulv i Nordjylland og tre hvalpe fra kuldet, der blev født i Vestjylland sidste sommer.

Om ulven, der nu er spottet på Norddjurs, er en af de tre hvalpe eller en ny strejfende ulv fra Tyskland er indtil videre uvist. Det er dog noget forskerne er ved at undersøge, ved at lede efter ulveafføring, som de kan trække DNA ud af.

Læs også Eskil er ulvespotter: - Jeg har syv lorte hjemme i fryseren

- Det er formentlig en ulv, der er på gennemrejse og nu har taget et mindre ophold i et område, hvor der er rigeligt med føde, forklarer Kent Olsen. Ulven er blevet fanget på vildkameraer på det nordlige Djursland den 8. juli og igen den 5. august. Altså har den været på Norddjursland det meste af sommeren.

På grafikken kan du danne dig et overblik over, hvor der er frem til sommeren 2018 er konstateret ulv i Østjylland. 

Set af lokale

Ud over vildtkameraerne har flere lokale på Norddjurs kontaktet Naturhistorisk Museum den seneste måned og fortalt, at de har set noget, de mener var en ulv.

Læs også Randers uden strøm mandag aften: Nu er årsagen fundet

-  I de tilfælde er vi aldrig sikre på, om det er en ulv eller en af de hunderacer, som ligner, folk har set. Men vi bruger den slags henvendelser som vejledninger, siger Kent Olsen.

02:38

VIDEO: I indslaget fra januar 2018 bliver der talt om, at vi danskere skal vænne os til at leve med ulven.

Luk video

Selvom flere har set ulven på Djursland i løbet af juli, er det ikke noget, som får Kent Olsen til at opfordre de lokale til at ændre adfærd.

- Alt tyder på, at ulven har været der den seneste måned og på trods af det er der ikke mange, der har set noget til den, så der er ikke noget der tyder på, at man som beboer i området skal gøre noget anderledes end man plejer, lyder opfordringen fra Kent Olsen.

Sådan gør du hvis du møder en ulv

  • Kommer du i nærheden af en ulv vil den oftest stikke af, når den opdager dig. Yngre ulve kan være nysgerrige og derfor er det vigtigt, at du optræder bestemt. Hvis ulven stadig ikke løber væk kan du prøve følgende:
     
  • Gå stille og roligt derfra. Optræd bestemt og hold øjenkontakt med ulven - vend ikke ryggen til den. Syng, snak eller råb højt og vredt. Skrig ikke, som om du er bange.
     
  • Løb ikke, idet det dels kan udløse en forfølgelse, dels vil det øge risikoen for, at du falder, hvilket kan udløse et angreb.
     
  • I sjældne tilfælde hvor ulven følger efter, skal du stoppe op og gøre dig stor ved at holde arme og tasker over hovedet. Råb og klap i hænderne. Tag hellere et par skridt imod ulven end væk fra den. (Har du noget, der kan lave høj larm, som et båthorn eller en musikafspiller, så brug det.)
     
  • Hvis ulven imod alle odds angriber - spil ikke død, men slå og spark, så meget du kan. Kravl eventuelt op i et træ - ulve kan ikke klatre i træer.
     
Kilde: Miljøstyrelsen