Ulven æder krondyr
Den midtjyske ulv lever tilsyneladende af krondyr
Alt peger på at en ulv lige nu lister rundt i Store Hjøllund Plantage mellem Herning og Silkeborg.
I fredags formåede en fotograf fra Silkeborg at fotografere noget så sjældent som en ulv, efter han var draget til skovs i håbet om at få flotte fotos af kronvildt på sne.
Efter weekendens observationer af den formodede ulv i området syd for Silkeborg, har flere eksperter nu undersøgt billederne af dyret:
- Jeg har kigget på de forskellige fotos, som er taget af det her dyr og ud fra det er det for mig at se en ulv. Også de fodspor der er taget billeder af peger på, at det er en ulv, siger Erling Krabbe, der er biolog i Naturstyrelsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Undersøgte fodspor
Observationerne har desuden ført til at en medarbejder fra Naturhistorisk Museum i Aarhus mandag eftermiddag gik på jagt med næsen dybt begravet i fodsporene.
Da museets ulveekspert, museumsinspektør Thomas Secher Jensen, nåede frem til en tæt bevoksning af sitkagraner, blev opgaven vanskelig.
Til gengæld blev den meget interessant: Inde under sitkaerne lå der mængder af krondyrpels og resterne af en mavesæk, og i nærheden lå et totalt afpillet krondyrkadaver. Overalt var der store potespor, som stærkt tydede på ulv, oplyser Naturhistorisk Museum.
Masser af føde
Formentlig er dette det første bevis på, at ulven sagtens kan finde føde i den danske natur. Eftersom bestandene af krondyr og rådyr er meget store i det midtjyske, vil der være masser af føde til det fascinerende top-rovdyr.
Ulven har en naturlig plads i økosystemet, men med de store tætheder af byttedyr vil ulven slet ikke kunne påvirke bestanden af hjortevildt. Til gengæld vil ådselædere som rovfugle og sjældne biller næsten øjeblikkeligt få gavn af, at der kommer flere ådsler i den danske natur.
Naturhistorisk Museum har nu udtaget prøver til DNA-analyser, der kan medvirke til en sikker identifikation af ulven, ligesom rester af byttedyret er hjemtaget til aldersbestemmelse. Forskerne glæder sig meget til, at resultaterne begynder at tikke ind.