Ulv med GPS
Tysk ulv måske spottet i Østjylland
To kvinder fik sig i går formentlig lidt af en overraskelse, da de stødte på, hvad de mener var en ulv. samtidig mener de, at ulven var blevet udstyret med et halsbånd med en sattelit-radiosender.
Kvindernes møde med, hvad de mener var en ulv, skete nær Gudenåen vest for Skanderborg, og synet fik kvinderne til at kontakte Naturhistorisk Museum i Aarhus.
- To kvinder observerede dyret på en gåtur. De så det tæt på og kunne se, at det bar et halsbånd med noget, der lignede en GPS- sender, siger Thomas Secher Jensen, seniorforsker fra Naturhistorisk Museum i Aarhus til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Beskeden om den radiomærkede ulv fik museet til at kontakte nogle tyske forskere, der oplyser, at de har monteret satellit-radiosendere på fire ulve i Nordtyskland, og at de har mistet radiokontakten til to af ulvene.
Den ene af ulvene er vandret fra sachsen-Anhalt mod nord, og er sidst observeret omkring Lüneburg. I følge Naturhistorisk Museum kan det ikke udelukkes, at den er vandret videre mod nord til Danmark.
Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Museum vil ikke afvise, at det kan have været en ulv, de to kvinder er stødt på, men han mener også, at det kan have været en hund. Naturhistorisk Museum hører gerne fra folk, der mener at have set ulve i den danske natur.