'Ulovligt' kæmpeskilt i Viby vækker harme

Et stort lystskilt i Aarhus-forstaden Viby er endt i konflikt mellem kommunen og ejerne af bygningen og skiltet

03:11

Det lyser op. Det viser levende billeder. Og det er i det hele taget svært at undgå at få øje på – selv på flere hundrede meters afstand.

Men i månedsvis har en kæmpe reklameskærm monteret på taget af bygningen på adressen Skanderborgvej 213 i Viby ved Aarhus stået der i strid med Aarhus Kommunes regler. Og lige nu kan ingen tilsyneladende forklare, hvad der skal ske med skiltet.

Som det fremgår her, er skiltet flere meter højt og flere meter bredt.

Den 24. august blev Aarhus Kommune opmærksom på, at arbejdet med opsætning af skærmen var i gang. Allerede dagen efter – den 25. august – sendte kommunen derfor en såkaldt standsningsmeddelelse til bygningens ejer, Bruun Erhvervsejendomme, der har kontor i Gentofte.

Standsningsmeddelelsen er TV2 ØSTJYLLAND i besiddelse af. Der står:

'Du påbydes hermed straks at standse arbejdet med opsætning af skiltet'.

Jeg er megairriteret over det. Det støder mig.

Lars Frandsen, Stavtrup

Men standsningsmeddelelsen blev ikke fulgt. Skiltet står der endnu. Derfor er sagen nu også meldt til politiet. Det bekræfter både Aarhus Kommune og Østjyllands Politi. Og storskærmen er noget, der bliver lagt mærke til på gaden i Viby.

- Jeg er megairriteret over det, konstaterer Lars Frandsen fra Stavtrup.

Han cykler ofte forbi og synes, skiltet er grimt. Derfor har han klaget over skiltet til kommunen, ligesom han også har meldt sagen til politiet. Og Lars Frandsen hæfter sig ved, at reglerne tilsyneladende ikke er blevet fulgt.

- Det støder mig, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

00:16

Lars Frandsen frygter, at det bliver en glidebane, hvis skiltet i Viby tillades. 

Luk video

Skal forhåndsvurderes

Ifølge kontorchef ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Torben Simonsen, er ejendommen på Skanderborgvej 213 omfattet af en byplanvedtægt. Det betyder, at skiltning skal godkendes på forhånd af Aarhus Kommune.

- Der er ikke indsendt ansøgninger til Aarhus Kommune inden opsætning af skiltet, skriver han i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Kan slet ikke vente på KV og jul: Tager oppyntning på forskud

Byggesagsafdelingen ved Teknik og Miljø oplyser videre, at reklameskilte af den pågældende størrelse kræver byggetilladelse efter byggeloven.

Desuden skal et sådan skilt forhåndsvurderes af politiet, fordi det skal sikres, det ikke er til gene for trafikken. Den vurdering er heller ikke lavet.

Der er stadig ikke meddelt tilladelse til skiltning på adressen Skanderborgvej 213 i Viby.

Aarhus Kommune

Aarhus Kommune foretager sig ikke yderligere i sagen lige nu, da den er overgivet til Østjyllands Politi. Derfor ønsker kommunen heller ikke at kommentere yderligere på sagen.

Af papirer fra Aarhus Kommune fremgår det, at der den 11. september blev klaget til Planklagenævnet over Aarhus Kommunes standsningsmeddelelse den 25. august.

Tavs ejer – travl lejer

Det fremgår blandt andet af klagen, at man ikke mener, Aarhus Kommune har forholdt sig til 'de faktiske forhold i området.' Det fremgår også, at klager ønsker, at skiltet skal have lov at stå, mens sagen behandles.

Hovedaktionær i Bruun Erhvervsejendomme, Carsten Bruun Jensen, bekræfter kendskabet til sagen, men ønsker ikke at lade sig interviewe. Og selvom han erkender, Bruun Erhvervsejendomme som ejer af bygningen på Skanderborgvej 213 i Viby har ansvaret på papiret, henviser han til den virksomhed, som har lejet tagpladsen og også monteret reklameskærmen. Det drejer sig om Odense-virksomheden Track One.

Læs også Nye skilte skal lede lastbiler udenom Randers

TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra indehaver af Track One, Lars Overby. Tirsdag den 17. oktober fangede vi ham på telefon på vej til et møde. Her bad han om at få tilsendt spørgsmål via mail. Men på trods af, vi senere sendte endnu en mail, en sms og også har forsøgt at komme igennem på telefon, er spørgsmålene endnu ikke blevet besvaret.

Aarhus Kommune bekræfter dags dato, at der stadig ikke er meddelt tilladelse til skiltning på adressen Skanderborgvej 213 i Viby. Ifølge kommunen er der heller ikke taget stilling til sagen i Planklagenævnet. Derfor er det uvist, hvad der skal ske med skiltet.

Rådmand ønsker hjælp fra borgere

Den ansvarlige rådmand hos Aarhus Kommune mener, at både borgere og kommune skal være skarpe på, hvad man skal tillade i bybilledet.

- Som jeres indslag også viser, så kan man også finde nogle steder, hvor det er det rene vilde vest. Og hvor skiltene kommer op, fordi der er nogle hurtige penge at tjene. Og der skal vi selvfølgelig være der med de rigtige godkendelsesordninger, og også indimellem sige nej tak, hvis ikke det passer ind, siger Kristian Würtz (S), Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Rådmanden vil rigtig gerne have henvendelser fra borgere, der opdager skilte, der muligvis er ulovlige.

- Lige som med så mange andre ting, hvor man bevæger sig på kanten af, hvad der er lovligt og tilladeligt, så er det jo ikke altid, de ringer til os først og siger ’Hey, vi har tænkt os at sætte et skilt op uden tilladelse. Så derfor har vi simpelthen brug for indimellem at aarhusianerne eller pressen tipper os om, at noget er i gang og reagerer på det, siger Kristian Würtz.