Ulovligt bål ved rockerborg

Politiet bad rockere om at stoppe afbrænding

Østjyllands Politi og Aarhus Brandvæsen modtog torsdag aften ved 22-tiden anmeldelse om brand på Bryggervej i Risskov ved Aarhus. Anmelderen havde set kraftig røg.

- Vi kører ud til stedet, hvor det viser sig, at beboerne er ved at brænde affald og nogle gamle møbler af, siger vagtchef Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Det er ikke lovligt at lave afbrændinger af den karakter på privat grund. Så vi bad dem om at slukke bålet - og så kørte vi og brandvæsnet igen, fortsætter han og bekræfter overfor TV 2 | ØSTJYLLAND, at afbrændingen fandt sted ved rockerborgen på Bryggervej.

Hells Angels har solgt huset på Bryggervej, og skal være ude den 1. oktober.