Ulovlig peberspray i massevis taget i tolden: Mange bliver sigtet

Østjyllands Politi modtager konfiskerede pebersprays i massevis. Selvom våbnet er blevet lovligt at have i hjemmet, må man nemlig kun købe dem hos godkendte forhandlere.

Selvom peberspray i år er blevet lovligt at have i hjemmet, er der stadig mange, der bliver sigtet for at købe ulovlige varianter. Genrefoto. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Da vi gik ind i 2019 blev det lovligt for almene borgere at bruge peberspray i hjemmet. Den meget omdiskuterede lov har betydet, at man kan købe peberspray i mange butikker landet over.

Læs også 25.000 biler smadres årligt i Grenaa

Håndvåbnet er stadig omgivet af en række regler og reguleringer, og noget tyder på, at det ikke er alle, der overholder dem. Derfor taget politiet igen og igen ulovlig peberspray i tolden.

Vi afhører og sigter den, der er har bestilt det på internettet. Det er meget forskelligt, hvilken opløsning af peber, der er i.

Michael Ørum, vagtchef, Østjyllands Politi

- Typisk er de købt i Asien, og så bliver det kontrolleret, når det kommer til Københavns Lufthavn. Det er kun legalt at købe det i godkendte butikker, og så har man lov til at fragte det fra butikken og hjem til sin bopæl, siger Michael Ørum, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

På en almindelig uge modtager Østjyllands Politi omkring 10 ulovligt købte pebersprays, og det kan give alvorlige konsekvenser for den, der har købt dem.

Stor forskel på styrken

De udenlandske udgaver af våbnet kan nemlig være meget anderledes sammenlignet med dem, der er blevet tilladt at have i de danske hjem.

- Vi afhører og sigter den, der er har bestilt det på internettet. Det er meget forskelligt, hvilken opløsning af peber, der er i. I nogle lande har de noget, der er væsentligt stærkere end det, vi har her, siger Michael Ørum.

Hvis man ønsker en peberspray i sit hjem, som kan bruges til selvforsvar, så kan det sagtens lade sig gøre. Det er kun de udenlandske versioner, der er ulovlige.

- Så går man i en butik, der er godkendt til at sælge det. Så giver de folk instruktioner til anvendelse og ikke mindst opbevaring, siger vagtchefen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Ung mand dræbt, da bil ramte bropille i høj fart

Østjyllands Politi skriver på deres facebookside, at pebersprayen må kun anvendes til selvforsvar og altså ikke til at "straffe" eller hævne sig på en indbrudstyv.