Ulla er den anden kvinde: Det er meget mere end en affære
Peter er gift med Lise, men er samtidig kæreste med Ulla. Det kunne lyde som en klassisk affære, men helt så enkelt er det ikke
På overfladen ligner Ulla Bangsund og Peter Teichmann fra Egå et par som mange andre, som de kommer gående hånd i hånd langs Skæring Strand.
Men det er de ikke. Peter er nemlig stadig gift med sin kone Lise, og ved siden af har han så kæresten Ulla.
Umiddelbart lyder det som en affære og utroskab, hvor Ulla er bedrageren, der har lokket ægtemanden i fordærv. Helt så simpelt er det dog langt fra. Peters kone Lise er nemlig blevet dement.
Læs også
- Jeg tror, at det er et tabu. Men vi har ikke gjort det til et, det har vi bestemt ikke. Vi fortæller det. Jeg siger, at jeg er husmorafløser, griner Ulla Bangsund.
- Men jeg tror godt, at folk kan have svært ved det. Det er ikke normalt, det falder ud for normen. At være utro er ikke noget at reklamere med, fortsætter hun.
For det er vel nemlig det, som Peter er, og som hans nye kæreste har en stor del af skylden for.
Du har vel en affære med Peter?
- Ja, det har jeg vel. Og det nyder jeg. Jeg kan ikke se noget forkert i det overhovedet. Jeg har mere end en affære, jeg har et liv, lyder det fra Ulla.
Let at dømme andre
Én gang om ugen besøger Peter stadig sin kone på Demenscentret i Aarhus, og at hun stadig er en væsentlig del af Peters liv, rører ikke Ulla.
- Det har jeg det bestemt fint med. I starten var det dog hårdt, når Peter kom hjem, fordi han var så slået ud over at se sin kone sådan, siger hun.
Og så var både Ulla og Peter nok også en smule ængstelige over for omverdenens reaktion på deres forhold. Men alle har accepteret det – også deres familier.
- Der er i hvert fald ingen, der tør sige, at de har noget imod det. Jeg ved ikke, hvad de tænker, fortæller Ulla og fortsætter:
- Jeg ville nok selv have taget afstand til det for tyve år siden, men i dag ville jeg ikke. Man kender jo ikke situationen. Det er meget let at dømme andre.
Konen fylder ikke i hverdagen
Når man ser, hvor glade de to er blevet for hinanden, kan de færreste nok lade være med at tænke på, hvordan det mon så er at være Lise. Men hun fylder efterhånden ikke meget i deres hverdag.
- Lise er en del af Peter. Og sådan er det, men jeg kunne ikke have noget forhold til hende, jeg kender hende jo ikke. Hun fylder ikke i vores liv, lyder det fra Ulla, inden Peter supplerer:
- Du minder mig jo faktisk om, når det er onsdag, og så spørger du om, jeg ikke skal ud til Lise.
Peter og Ulla mødte hinanden på Skæring Lokalcenter, som han besøgte for at få en varm middag, efter at Lise var flyttet ind på demenscentret. På lokalcentret var Ulla frivillig, og så faldt de i snak. Resten er historie.
Og den dårlige samvittighed? Den har Peter lagt bag sig:
- Jeg ved, at Lise har det godt, der hvor hun er. Jeg har lært at leve med situationen. Det bliver aldrig det samme med Lise igen.
Svært at tænke på skilsmisse
Han ærgrer sig over, at han ikke slog til med at passe sin kone, efter hun blev syg. Men Lise blev aggressiv og slog i frustration. Peter måtte kaste håndklædet i ringen og indstille sig på et andet liv.
Det andet liv blev med Ulla, og selv om det i begyndelsen var svært at give sig selv lov til at finde en ny, så har han nu lært at leve et nyt liv.
- Men jeg holder da stadig meget af Lise, og jeg kan godt få smilet frem på hendes ansigt, siger Peter.
Og de er jo også stadig gift, selv om han nu også elsker Ulla.
Skal du så ikke en dag skilles fra Lise og giftes med Ulla?
- Jeg har ikke tænkt tanken dybere. Jeg synes, det er svært.
Skulle give sig selv lov
Under alle omstændigheder er han glad for, at han turde gøre, hvad han følte for i stedet for at sidde fast.
- Jeg har hele tiden i baghovedet, pas nu på dig selv, sørg for dit eget liv. Gør de ting, du har lyst til. Lise skal nok klare sig med de besøg, jeg også aflægger deroppe, siger Peter.
Læs også
De råd har han også fået fra en demensrådgiver. En af dem er Anne Moeslund.
- Når nogen ikke længere kan leve i parforholdet, så skal de prøve på at få fyldt noget på andre steder. Og her rådgiver vi ikke om kærlighed og sex, men om almindelige menneskelige vilkår, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er vigtigt for en pårørende til en dement stadig at gå i byen, have en hobby og have samvær med andre mennesker, forklarer Anne Moeslund.
- Men de kan have svært ved at give sig selv lov til det, for de tænker, at de burde være ved deres ægtefælle hele tiden, siger demensrådgiveren.
Du kan møde Peter og Ulla i indslaget øverst på siden.
10 ADVARSELSTEGN PÅ DEMENS
- Svækket hukommelse
- Besvær med at udføre velkendte opgaver
- Problemer med sproget
- Manglende orientering i tid og sted
- Dårlig eller nedsat dømmekraft
- Problemer med at tænke abstrakt
- Lægge ting forkerte steder
- Forandringer i humør og adfærd
- Ændringer i personligheden
- Mangel på initiativ