Ukrudtsbrænder tændte ild i skur
Tredje brand forårsaget af ukrudtsbrænder på tre dage i Østjylland
Endnu engang måtte brandfolk i dag rykke ud til en brand forårsaget af en ukrudtsbrænder.
Denne gang var det i Horsens, hvor en medarbejder havde have været i gang med at fjerne ukrudt på perronen på Horsens Station.
Brænderen fik fat i et lille træskur midt på perronen mellem to spor, og det udviklede sig til en regulær brand.
Se også: Fraråder brug af ukrudtsbrændere
Det var heldigvis en opgave, som Horsens Brand og Redning hurtigt fik kontrol over.
Indsatsleder Per Møldrup fra Skanderborg Brand og Redning frarådede i går folk til at bruge ukrudtsbrændere i det tørre sommervejr efter, at han og hans folk rykkede ud til en skiltebrand, hvor synderen ligeledes var en ukrudtsbrænder.
I Horsens er opfordringen fra indsatsleder Lars Bønding, at man bruger brænderne med sund fornuft:
- Det er, fordi folk ikke altid tænker over, hvor letantændelig sådan en brænder er. Den afgiver så meget varme, at den kan antænde selv et spindelvæv eller noget træ, siger han til tv2oj.dk.
Se også: Ukrudtsbrænder brændte hækken
Hvert år opstår der ifølge indsatslederen omkring 100 brande på landsplan, som alle er forårsaget af ukrudtsbrændere.
- Det er en klassiker. Det er derfor en god idé at overveje at have en vandslange i nærheden, siger Per Møldrup.
Også i Odder måtte brandvæsenet i onsdags ud til en ukrudtsbrænder-brand. Her havde flammerne fået fat i nogle hækplanter mellem to villaer.