Ukrudtsbrænder brændte hækken
Brandvæsen og politi blev kaldt ud til brand i villakvarter
Klokken 18.13 onsdag aften fik både brandvæsen og politi en melding om naturbrand i Odder-området.
Det var dog hverken en mark eller en vejgrøft, der brændte, men derimod en hæk i et villakvarter.
Det fortæller indsatsleder Søren Rekly til tv2oj.dk.
Branden var brudt ud mellem to villaer på Rørthvej i Odder.
Årsagen var en ukrudtsbrænder, der var kommet lidt for tæt på de meget vildtvoksende hækplanter, fortæller indsatslederen:
- Naboerne var begyndt at pøse vand på det, men det er sikkert, at hvis de ikke havde tilkaldt os, så havde hele skidtet brændt, fordi det var så svært at komme til, siger Søren Rekly.
Brandvæsenet fik heldigvis hurtigt styr på flammerne, så de ikke spredte sig til hus eller den nærliggende garage.
Hækken derimod var noget sveden efter branden og var efterladt med et stort hul. Det skyldes ifølge indsatslederen ikke kun flammerne:
- Vi var nødt til at bruge en kædesav, så vi kunne komme ind til, hvor det brændte.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan hækken så ud, efter at flammerne var slukket. Videoen er filmet af Palle Hansen.