Uheldig røver efterlyses

Gerningsmanden fra gårsdagens bankrøveri i Danske Bank i Brabrand er fortsat efterlyst.

Århus Politi har netop offentliggjort billeder af den røver, der i går lagde vejen forbi Danske Banks filial på Emmasvej i Brabrand. Han er efterlyst, og politiet vil meget gerne høre fra vidner, som har set enten røveren eller den bil, som vedkommende flygtede i, kort efter han havde smidt hele udbyttet på jorden.

Røveren var iført en hvid malerdragt og støvmaske. Han beskrives som sydlandsk af udseende, cirka 1,65 meter høj og spinkel af bygning.