Uheld: Tre biler kørt sammen
Opfordrer bilister til at være opmærksomme
Tre bilister er kørt sammen i et mini-harmonikasammenstød ved Silkeborg, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Uheldet er sket på rute 15 mellem krydset Skærbæk og krydset Silkeborg Ø omkring klokken syv her til morgen.
Politiet opfordrer derfor bilisterne i morgentrafikken til at være opmærksomme, hvis de kører på rute 15 i retning mod Aarhus.
Bilerne kan nemlig holde helt eller delvist og spærre vejen:
- Der ligger en del glasskår på kørebanen, så folk må gerne være ekstra forsigtige, siger vagtchefen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politi og redning er på vej til stedet, og de første meldinger lyder på, at der ikke er alvorligt tilskadekomne.
En af bilisterne har angiveligt fået lettere skader på benene.