Uheld på E45: Bilist er rullet rundt på taget

Årsagen kan være en glat vejbane, oplyser Østjyllands Politi

Foto: Google Maps

Ved otte-tiden søndag morgen er der sket et uheld på motorvejen nær Sønder Borup syd for Randers.

Det oplyser vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi.

Uheldet er sket i nordgående retning, hvor en bilist har mistet herredømmet over sin bil og trillet rundt på taget.

- Meldingen derude fra lyder på, at det er sket, fordi der formentlig er glat eller nærmere fedtet. Der er jo ikke sne- eller frostglatte veje, siger Christian Riis til tv2oj.dk.

Den inderste vejbane er umiddelbart efter uheldet blevet spærret, fordi bilen ligger i vejen. Falck og politiets indsatsleder er på vej til stedet.

Ifølge vagtchefen er der tale om et solouheld. Føreren af bilen, en mand, er sluppet uskadt:

- Der står på min skærm, at han er okay, og at der derfor ikke er tilkaldt nogen ambulance, siger Christian Riis.