UFF-Humana skal fjerne 23 tøjcontainere i Aarhus Kommune
Fire nødhjælpsorganisationer har fået eneret på opstilling af tøjcontainere i Aarhus Kommune
Der kommer snart nye tøjcontainere i Aarhus Kommune.
Teknik- og Miljøudvalget har besluttet, hvem der fra 30. juni skal have retten til at opstille de tøjcontainere, hvor borgere kan aflevere deres gamle tøj til et velgørende formål.
Valget er faldet på Røde Kors, Frelsens Hær, Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp. Dermed er UFF-Humana, der har 23 tøjcontainere stående i Aarhus Kommune, valgt fra.
De fire organisationer bliver fremover de eneste, som må indsamle tøj i containere på genbrugspladser og andre kommunale områder.
Nye regler udelukker UFF-Humana
UFF-Humana har samlet tøj ind i Aarhus Kommune, men, som vi tidligere har skrevet om her på TV2 ØSTJYLLAND, så rammer nye regler på området UFF-Humana. De må fjerne deres containere
- UFF-Humana har indsamlet brugt tøj i Aarhus Kommune i over ti år. Aarhus Kommune har i den periode ikke på noget tidspunkt klaget over vores arbejde. Vi havde helst fortsat indsamlingen, skriver Kaj Pihl, der er indsamlingsleder i UFF-Humana, i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Nødhjælpsorganisationer, som ønsker at indsamle tøj i Aarhus Kommune, skal fremover være medlemmer af indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, ISOBRO. Og det er UFF-Humana ikke.
- Vi har valgt nødhjælpsorganisationer fra ISOBRO, fordi det giver en vis forsikring om, at der forhåbentligt ikke dukker noget skidt op, siger Frands Vidstein Petersen, der er afdelingsleder for indkøb i Teknik og Miljø-afdelingen i Aarhus Kommune.
Formålet er mere end velgørenhed og indsamling.
- For os handler det også om at bortskaffe affald, så det ikke ligger og flyder, siger Frands Vidstein Petersen.
Flere organisationer giver valgfrihed
Der er valgt hele fire organisationer til at stå for tøjindsamlingen. Og det er der også en grund til.
- Ved at have fire forskellige nødhjælpsorganisationer, som samler ind, så kan borgerne også selv vælge, når de står foran containerne, siger Frands Vidstein Petersen, fra Teknik og Miljø-afdelingen i Aarhus Kommune.
På genbrugspladserne Reuse ved Godsbanen samt på Ølstedvej må hver organisation opstille én container. På de øvrige genbrugsstationer opstilles to containere fra hver organisation.
Derudover vil resten af pladserne rundt i kommunen blive fordelt ligeligt mellem organisationerne. Den fordeling arbejdes der lige nu på.