Uenige om storbyreform
Reform kan falde på grund af uenighed
Uenighed mellem S og SF kan betyde, at styreformen i Aarhus alligevel ikke bliver ændret.
Der kan spares 250 millioner kroner årligt, hvis Aarhus, København, Aalborg og Odense samler administrationen under den øverste borgmester. En sådan model findes i dag i landets øvrige kommuner, men altså ikke i Aarhus og de øvrige storbyer.
Men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og SF-formand Annette Vilhelmsen (SF) er fortsat uenige om en model til styrereform af storbyerne.
Har ikke overbevist SF
Det er ikke lykkedes S at overbevise SF om besparelsespotentialet i den såkaldte enhedsforvaltning. Omvendt mistænker SF S for at ville bruge den til at koncentrere magten hos de tunge S-borgmestre i storbyerne.
- Nu må vi have et svar fra alle ansvarlige partier, røde og blå. Man skylder at forklare borgerne, hvorfor man vil bevare en model, der er så ineffektiv, at den koster københavnerne over 150 mio. kr. årlig i noget, som egentlig er unødvendigt, siger S-kommunalordfører Simon Kollerup til dagbladet Politiken.
Indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) vil ikke sige noget, og reformen hænger i forvejen i en tynd tråd, da både Enhedslisten og Venstre på forhånd siger nej til at tvinge den igennem.