Udvist mand får opbakning
En gruppe borgere i Ry protesterer mod, at en ung mand skal sendes hjem i Afghanistan.
Han flygtede allerede som dreng og har nu været i Danmark siden 2003.
Men nu vil de danske myndigheder sende den unge mand, Ali Husseini, tilbage til Afghanistan, og det har fået en gruppe borgere i Ry, hvor den 23-årige mand bor, til at gøre et forsøg på at råbe politikerne op.
Og det er ved at være sidste udkald, for manden skal sendes til Afghanistan senest den 8. december.
Ifølge Ry-borgerne har den unge mand dog ikke noget at vende hjem til, og de forstår ikke, hvorfor han ikke må blive.
- Ali havde ingen skolemæssig baggrund, men på trods af analfabetisme kæmpede han sin ind i uddannelsessystemet, for at finde fodfæste her i landet. Han har været på international sproghøjskole i Rønde og er nu ved at tage en 9. klasse. Derefter vil han på Social- og Sundhedsskolen. Ali får ingen hjælp fra det offentlige, men arbejder om natten som opvasker på en restaurant. Her har han nu fået status som den person, der oplærer nye ansatte i faget.
Hans kamp for at skabe sig en tilværelse her i landet har imponeret alle os, der har lært ham at kende, skriver gruppen i deres appel til medierne og politikerne.