14-årige Yiming må fortsat leve i uvished: Sag udskydes i månedsvis

14-årige Yiming Liu har været udvisningstruet siden maj 2017. Nu udskydes hendes sag yderligere fem måneder

02:13

Yiming Liu kommer oprindeligt fra Kina. Hun går i 7. klasse.

Den 14-årige Yiming Liu venter stadig på en afgørelse i hendes udvisningssag. Nu har hun og familien netop modtaget et brev fra Udlændingenævnet. Sagen bliver udskudt fem måneder.

Yiming Liu og familien kan altså først forvente en afgørelse i sagen ved udgangen af maj 2018. Det betyder, at behandlingstiden på dét tidspunkt rammer de 12 måneder.

Læs også Afgørelse trækker ud: Udvisnings-truede Yiming venter stadig

Kjeld Gaard-Frederiksen, stedfar til Yiming Liu, synes, at det er helt uacceptabelt.

- Det kan ikke passe, at det skal tage 12 måneder at afgøre en sag. Jeg synes, det er myndighedsarrogance, siger Kjeld Gaard-Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.

Måneder i uvished

I oktober 2016 indgiver Yiming Liu og familien en ansøgning om familiesammenføring i Danmark. Den får de afslag på den 24. maj 2017.

Familien sender en klage til Udlændingenævnet den 29. maj, som de vil endeligt afgøre inden for syv måneder. Det overskrider nævnet.

Det kan ikke passe, at det skal tage 12 måneder at afgøre en sag. Jeg synes, det er myndighedsarrogance

Kjeld Gaard-Frederiksen, stedfar til Yiming Liu

Nu udskydes sagen yderligere fem måneder. Det er altså først ved udgangen af maj 2018, at Yiming og familien finder ud af, om de får medhold i klagen.

Og først derefter - hvis de får medhold - ryger sagen tilbage til Udlændingestyrelsen og skal behandles på ny.

- Vores reaktion på det her er, at det er uacceptabelt, at vi konstant sidder med en usikkerhed på, hvad afgørelsen bliver. Det er vi meget utilfredse med, siger Kjeld Gaard-Frederiksen.

Familien skal mødes med deres advokat på mandag for at drøfte, hvad næste skridt i sagen er.

Yiming Lius sag bliver udskudt, fordi sagerne hober sig op i Udlæningenævnet. Ifølge Kjeld Gaard-Frederiksen er det systemet, den er gal med.

- Jeg er forundret over det. De er jo selv skyld i, at man har skabt så mange sager. De burde lave en mere forenklet behandling af sagerne, siger Kjeld Gaard-Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi overvejer at trække stikket

Ifølge Udlændingestyrelsen er Yiming Liu ikke integrerbar i Danmark på grund af hendes alder.

Vi er ved at være godt trætte af det her. Vi overvejer faktisk at trække stikket og flytte til udlandet

Kjeld Gaard-Frederiksen, stedfar til Yiming Liu

Styrelsen mener også, at hun stadig har en tilknytning til sin biologiske far i hjemlandet, og derfor kan hun ikke familiesammenføres i Danmark.

Det er en vurdering, som stedfar Kjeld Gaard-Frederiksen ikke er enig i.

Ifølge ham er Yiming Lius reaktion på udskydelsen stille og rolig. Hun passer sin skole og sine venner.

Men han og Yiming Lius mor tager det ikke så roligt som datteren.

Læs også Udvisning udsat: Yimings stedfar siger tak til hele Danmark

- Vi er ved at være godt trætte af det her. Vi overvejer faktisk at trække stikket og flytte til udlandet, siger Kjeld Gaard-Frederiksen.

Han oplyser, at de skal mødes med deres advokat på mandag og drøfte, om familien eventuelt skal sende en klage til ombudsmanden for behandlingsforløbet.

TV2 ØSTJYLLAND mødte den fortvivlede familie i december. Se et tv-indslag øverst i artiklen.