Udvisning tæt på at koste Randers FC sejren

Randers FC var tæt på at smide en sikker 3-0-føring over styr på hjemmebane mod Viborg.

En udvisning 10 minutter efter pausen var søndag eftermiddag tæt på at koste Randers FC to point.

Med en føring på 3-0 var randrusianerne ellers på sikker sejrskurs, indtil hjemmeholdets Søren Holdgaard fik et direkte rødt kort. Derefter var det op ad bakke for kronjyderne.

Christian Muomaife reducerede midt i 2. halvleg til 1-3 for viborgenserne, og hvis ikke dommeren senere i halvlegen havde underkendt en scoring, havde viborgenserne ædt sig yderligere ind på Randers.

I dommerens tillægstid reducerede Thomas Andie til 2-3 for Viborg, og et forsvarskoks gjorde i de sidste minutter kampen langt mere spændende, end hovedparten af de 7.221 tilskuere ønskede sig.

Der blev dog ikke scoret yderligere, og dermed kan Randers FC sætte tre point ind på kontoen. Klubben konsoliderer dermed sin syvendeplads i tabellen.

Topscorer Baye Djiby Fall blev noteret for den første Randers-scoring, mens kronjydernes to øvrige mål blev sat ind af brasilianske Fabinho.