Udviklingshæmmede har fokus på motion: Skal lære at træffe sunde valg

26 elever på STU i Norddjurs har i 14 dage haft sundhed på skemaet, i dag stod den på løb

02:12

VIDEO: Eleverne skulle løbe så mange runder af 800 meter, som de kunne.

Svedige pander og trætte ben har været på skemaet på folkeskolerne rundt om i Østjylland hele fredag. Det er nemlig skolernes årlige motionsdag. Men på STU i Norddjurs har skolens 26 udviklingshæmmede elever været igennem 14 dages forløb om sundhed.

I dag skulle de ud at løbe ligesom landets andre folkeskoler. Ruten var på 800 meter, og det var kun elevernes ben der bestemte, hvor langt mange runder det ville blive til.

Læs også Motionsdag på arbejdspladsen: - Vi har også brug for det

Heidi Schumacher, som er elev på skolen, havde et klart mål om, hvor langt hun ville løbe.

-  Jeg skal ud og løbe 12 runder, og det kommer til at gå rigtig godt, udtaler hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Der blev holdt godt styr på, hvor mange runder de forskellige elever havde nået. 

Meningen er, at eleverne igennem de fjorten dage skal være blevet klogere på sundhed. De har både prøvet kræfter med en række forskellige motionsformer og lært om sund madlavning.

Man vil netop gerne gøre eleverne opmærksomme på, hvordan man kan røre sig mere, og særligt i denne målgruppe kan det være vigtigt.

Rigtig meget af det handler om, at de ikke selv er i stand til at træffe det rigtige valg

Anders Rask, Aktivitet og Uddannelse, Norddjurs 

- Jeg tænker, at mange af de tilbud der er rundt omkring i kommunen, de er ikke alle sammen til denne her målgruppe, og så har mange af dem livsstilsproblematikker, som overvægt, inaktivitet og rygning. Rigtig meget af det handler om, at de ikke selv er i stand til at træffe det rigtige valg, udtaler Anders Rask, Aktivitet og Uddannelse, Norddjurs.

Heidi Schumacher har begivet sig ud på vejen mod de tolv runder. Og på sin anden runde har hun den første krise.

- Jeg blev forpustet. Jeg blev lige forpustet et øjeblik, siger Heidi Schumacher.

Heidi Schumacher kommer susende om hjørnet. 

Men der går ikke længe før, at overskuddet har ramt hende igen.

- Jeg har allerede nået min tredje runde, og der er overskud, siger hun.

Vil reagere positivt

Anders Rask mener, at det for elever som Heidi kan have en længerevarende betydning for deres fremtidige sundhed.

- Hvis du lige pludselig kan mærke på egen krop, at det faktisk betyder noget, at jeg ikke spiser burger og pomfritter hver dag, men at jeg måske bevæger mig og spiser noget ordentligt til morgenmad. Så reagerer de også positivt på det, udtaler han.

Heidi Schumacher har i hvert fald stiftet bekendtskab med løb efter i dag, men ambitionen om de tolv runder holdt ikke. Heldigvis er humøret fortsat højt.

Det er fint nok, jeg kan ikke nå helt op til tolv, det er for meget, men jeg er tilfreds alligevel

Heidi Schumacher, elev, STU Norddjurs

- Jeg er helt færdig, jeg har løbet fire omgange. Det er fint nok, jeg kan ikke nå helt op til tolv, det er for meget, men jeg er tilfreds alligevel, siger hun.

Om det er en tilbagevendende begivenhed at dyrke motion, det er hun ikke helt sikker på.

01:53

VIDEO: Vi har tidligere snakket med blandt andet det gratis motionstilbud Happy Moves. 

Luk video

- Jeg vil hjem og slappe af bagefter og så ligge og sove på sofaen derhjemme, siger Heidi Schumacher.

Skolernes Motionsdag har eksisteret siden 1982, og er en årlig begivenhed, som finder sted fredagen inden skolernes efterårsferie.

Læs også Skolernes Motionsdag: - Der er fællesskab på kryds og tværs