Udvalgt blandt 1.600 elever
Risskov-student skal dyste mod unge fra hele verden til OL i biologi
USA, Turkmenistan, Syrien og Sri Lanka. Det er de nogle af lande, som i den kommende uge skal dyste i færdigheder inden for faget biologi.
Konkurrencen kaldes Den Internationale Biologiolympiade, OL i biologi, og arrangeres i samarbejde med Aarhus Universitet.
Blandt de 61 lande er også Danmark at finde. Fire danskere er blevet udvalgt blandt 1.600 gymnasieelever til at deltage i konkurrencen. En af dem er Anders Poulsen Chamouh fra Risskov ved Aarhus.
Han er student fra Risskov Gymnasium og skal altså stå over for 250 andre gymnasieelever fra hele verden.
Konkurrencen består af både teoretiske og praktiske oplevelser, som skal løses på forskellige lokationer i både Aarhus og Vejle. I Aarhus går turen til Aarhus Universitets væksthuse og Moesgaard Museum.
- Jeg satser benhårdt på at lære et eller andet nyt. Det, tror jeg ikke, er for meget at forvente. Og så selvfølgelig bare møde en masse unge mennesker med de samme interesser som mig. Lidt lige så nørdede som mig. Og det tror jeg, der er gode chancer for, siger Anders Poulsen Chamouh til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Biologi er fremtiden
Om Anders Poulsen Chamouh kan udnytte hjemmebanefordelen, må den kommende uges udfordringer vise.
- Danmark vil være helt vildt glad for ay vinde sølv. Det har vi aldrig nogensinde gjort, fortæller han.
Interessen for biologi er dog ikke kun noget, der har hørt hans gymnasietid til. Han planlægger at tage et sabbatår og derefter søge ind på biologi-studiet på universitetet.
- Derfor er det egentlig helt fint at bruge min ferie på det her, siger Anders Poulsen Chamouh.
Det er første gang siden den Den Internationale Biologiolympiade begyndte i 1990, at konkurrencen afholdes på dansk jord.
Du kan møde den unge biologi-kombattant i tv-indslaget øverst i artiklen.