Udvalg kan ikke møde sparekrav i økonomisk presset kommune

Norddjurs Kommune skal finde 51 millioner kroner i budgettet for 2019 - voksen- og plejeudvalget kan ikke hjælpe.

For mig er det her ikke bare tal, lyder det fra udvalgsformand Lars Møller.

- Vi kommer på kanten af, hvad vi synes er rimeligt at levere til borgerne, hvis vi skal spare yderligere.

Sådan lyder det fra udvalgsformanden for voksen- og plejeudvalget i Norddjurs Kommune, Lars Møller (S).

Læs også Politikerne har udvalgt den skole, der skal ofres for Norddjurs' sparekniv

Udvalget skal ifølge en spareplan fra kommunens forvaltning spare 9,5 millioner kroner i år - det melder Lars Møller og det øvrige udvalg dog pas til.

Jeg har selv bekendte og familie, der er blevet ramt. Vi har følelser i klemme som lokalpolitikere. 

Lars Møller, udvalgsformand, Norddjurs Kommune

Det har udvalget meldt ud inden et møde i byrådet tirsdag.  

- Vi mener ikke, at vi kan spare yderligere. Vores medarbejdere har knoklet for at få budgettet for 2019 til at hænge sammen. Det er ikke rimeligt, hvis takken er flere besparelser, siger Lars Møller til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi klynker ikke

Ifølge udvalgsformanden er det en række økonomisk tunge enkeltsager, der gør, at budgettet knapt kan hænge sammen i voksen- og plejeudvalget.

Skal I ikke bare slå hælene sammen og rette ind, når nu kommunen skal spare så mange penge?

- Det er en appel til fællesskabet i kommunalbestyrelsen. Vi håber, at vi kan løse det i fællesskab. Det er ikke fordi, vi bare klynker. Det er ikke fordi, vi bare slår op i banen og ikke tager ansvar. Vi har virkelig skåret fra. Jeg håber, vi kan finde pengene et andet sted, og det tror jeg også, at vi kan.

Læs også Frustrerede borgere i Norddjurs: - Politikerne skal vide, at vi er vrede

Borgmester Jan Petersen skal sammen med byrådet i Norddjurs finde 51 millioner kroner i budgettet for 2019 for at undgå at blive sat under administration.

Tungt og personligt

I stedet for at møde sparekravet på 9,5 millioner i 2019 har voksen- og plejeudvalget anmodet alle institutioner på udvalgets område om at udvise tilbageholdenhed, når det gælder udgifter i 2019.

Ifølge Lars Møller skal man på den måde kunne opnå et driftsoverskud på cirka en million kroner.

I skal spare 9,5 millioner kroner, men kommer måske til at spare én. Hvis alle udvalg gjorde det, vil kommunen jo aldrig nå i mål med besparelserne. Hvad tænker du om det?

- Jeg har det ikke særligt godt med besparelserne. Jeg har selv bekendte og familie, der er blevet ramt. Det er tungt. For mig er det her ikke bare tal. Vi har følelser i klemme som lokalpolitikere. 

Læs også Forslag: Byboere skal have penge for at pendle til Norddjurs og Samsø

Borgmester: Vi er enige

Ifølge borgmester for Norddjurs Kommune Jan Petersen (S) vil Lars Møllers appel til fællesskabet blive hørt.  

- Vi har en pulje til servicerammeoverskridelser, og den pulje har vi netop lagt ind for at imødekomme disse situationer, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter.

- Det, Lars Møller melder ud, er i overensstemmelse med økonomiudvalgets indstilling. 

Læs også Millioner til budgettet i Norddjurs: Godt for børn og ældre

Norddjurs Kommune er i gang med en historisk stor sparerunde og skal finde 51 millioner kroner i budgettet for 2019 for at undgå at blive sat under administration.

Samlet skal kommunen finde 392 millioner kroner i løbet af de næste fire år.