Udstyrer mentalt handicappet datter med GPS
Århusianer putter GPS-sender i lommen på mentalt handicappet datter, som har været årsag til trafikuheld - også selv om han ikke må.
Jørgen Ulrich Raunskovs 16-årige datter er flere gange stukket af fra sin institution i Brabrand, og en enkelt gang var hun ligefrem årsag til et trafikuheld.
Den 16-årige pige svarer i udvikling til et barn på halvandet år. Derfor har Jørgen Ulrich Raunskov valgt at putte en GPS-sender i hendes lomme, sådan som det også er set hos demente ældre.
Det eneste problem er, at det ikke er lovligt at udstyre den 15-årige mentalt handicappede pige med en GPS-sender.
- Jeg har et ansvar over for min datter. Jeg har derfor indkøbt en GPS for at beskytte hende. Den putter jeg i lommen på hende. Så må vi jo se, om der er nogle myndigheder, der tør tage den op, siger han til DR Nyheder.
Meget tyder dog på, at det i løbet af de kommende år bliver lovligt at udstyre mentalt handicappede med GPS-sendere. Et folketingsflertal bakker op om en lovændring på området.
- Nu vil jeg tage det op med ministeren, så vi kan få sat det lovforberedende arbejde i gang. Dermed kan vi sikre, at der kommer en lovændring, siger Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby.