Udsmidning trækker ud
Brabrand Boligforening må vente på landsrettens dom, før familier til brandstiftere kan sættes ud.
Fire unge mænd er dømt for at have sat ild til institutionen Viben i oktober 2008. Brabrand Boligforening vil sætte familierne til de dømte ud, men det kan foreningen ikke.
- Vi har ikke fået en melding fra advokaten om, at de har accepteret dommen. Det tolker vi som om, at de appellerer, og vi må derfor afvente landretsdommen, siger Torben Overgaard, direktør for Brabrand Boligforening til JP Århus.
Sidste gang boligforening ville sætte en familie ud, tog det et år, før der faldt dom ved landsretten.
- Når beboerne oplever, at de er dømte, og ved hvem det er, er det vanskeligt at forklare beboerne, at vi skal vente, siger Torben Overgaard videre til JP Århus.