Udslip: "Ætsende hærder"

Politiet har fastslået kemikalie-art på havnen

I forbindelse med et større kemikalieudslip på Aarhus Havn i morges oplyser Østjyllands Politi, at der ikke er tilskadekomne, og at der ikke har været fare for personer i området.

Østjyllands Politi fik anmeldelsen kl. 08.28. Politiet ankom hurtigt til stedet, og der blev foretaget afspærring af området med en sikkerhedsafstand på 50 meter.

Alle de ansatte hos APM Terminals på Østhavnsvej blev bedt om at forlade arbejdet.

Farlig ved indånding

Østjyllands Politi har hele formiddagen arbejdet på af fastslå, hvilke kemikalier det drejede sig om. Politiet oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND, at udslippet bestod af såkaldt ætsende hærder. Den er brandfarlig, farlig ved indånding og ved hudkontakt.

Udslippet er tilsyneladende sket i forbindelse med transport af paller med 50-liters dunke med hærder, hvor der gik hul på to dunke, hvorfra der samlet er sket et udslip på max. 30 liter.

Området er i øjeblikket ved at blive renset, og afspærringen forventes ophævet over middag.