Udskiftning af lygtepæle koster dyrt
Østjyske kommuner skal sikre lygtepæle bedre, så de ikke kan give livsfarlige stød. Århus-borgmester kalder beslutningen 'skør'.
Nye skrappere krav til gadebelysning kan komme til at koste de østjyske kommuner dyrt.
Lygtepælene skal isoleres bedre, så de ikke kan give livsfarlige stød, hvis folk rører ved dem. Det betyder, at mange af de eksisterende lygtepæle skal udskiftes - også selv om ingen endnu er kommet til skade eller døde af stød fra danske lygtepæle
Alene i Århus Kommune vil det koste op mod 220 millioner kroner at sikre lygtepælene. Et beløb, borgmester Nicolai Wammen (S) sagtens kunne bruge på noget andet.
- Jeg synes, det er skørt, hvis vi skal til at bruge 220 millioner kroner på at udskifte lygtepæle, der fungerer godt, og som er forsvarlige. De penge kunne i stedet bruges på at investere i bedre skoler, daginstitutioner og bedre ældrepleje. For pengene kan jo altså kun bruges én gang, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Århus Kommune vil søge om dispensation hos Sikkerhedstyrelsen for at få lov til at sprede udskiftningen af lygtepælene over 20 år.