Udsigt til varmerekord i dag
Trods grå skyer og småregn er der stadig noget at glæde sig over: Kulden har tilsyneladende sluppet sit tag i Østjylland.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut kan temperaturen i Østjylland onsdag snige sig op på otte grader, og dermed er der sat lokal varmerekord i år.
De lidt mere behagelige temperaturer, end vi er vant til, ser ud til at fortsætte nogle dage. Temperaturskiftet skyldes, at der de kommende døgn strømmer betydeligt lunere luft til Danmark, end vi har oplevet de seneste tre-fire måneder.
Andre steder i Europa giver luftstrømmene temperaturer på op til 15 grader. Helt så lunt bliver det dog ikke i Danmark.
Når vi ikke følger med det øvrige Europa, skyldes det den iskolde Østersø, der vil gøre sit til, at temperaturen holdes nede, når forårsluften forsøger at kæmpe sig vej op mod Danmark. Det oplyser vejret.tv2.dk.
Men på et tidspunkt må selv Østersøen bøje sig for det spirende forår.