Udsigt til motorcykelløb deler borgerne på Samsø

Kommunalbestyrelsen burde have afvist planerne fra starten, mener kritikerne

I roadracing ligger motorcyklerne ofte mere end 60 grader ned i svingene. Kørerens krop rører næsten asfalten med omkring 200 km/t. Genrefoto. Foto: Tengku Bahar - Ritzau Scanpic

Flere borgere på Samsø er uforstående overfor, at kommunalbestyrelsen ikke helt fra starten har afvist at få et motorcykelløb til øen.

Det drejer sig om motorcykelløbet Isle of Samsoe, der, hvis kommunalbestyrelsen giver grønt lys, skal afvikles i september 2019. Løbet forventes at tiltrække i tusindvis af motorsports-interesserede til øen.

Men et motorcykelløb ødelægger Samsøs image som fossilfri ø, der er bygget op igennem 20 år, og som øen nu lever højt på, mener en gruppe bekymrede borgere.

Læs også Isle of Samsoe: Heftigt road race formentlig på vej mod Samsø

Debatten har længe raset på Facebook. Tirsdag aften rettede nogle borgere kritikken direkte til kommunalbestyrelsen, da den holdt sit første åbne møde efter sommerferien i Onsbjerg Gamle Skole.

Tilbage i januar bakkede kommunalbestyrelsen op om arrangementet og sagde ja til, at initiativgruppen til løbet kunne gå videre med planerne. Samtidig udbad den sig en mere konkret beskrivelse, før der kunne tages endelig stilling.

Jeg synes, klimaet og vores image som fossilfri ø er vigtigere end et motorløb.

Per Urban, Konservative 

På et lukket møde i maj så politikerne sig stadig ikke i stand til at tage en beslutning på baggrund af det materiale, de havde modtaget.

De gav arrangøren en frist indtil 1. oktober til at komme med en detaljeret plan for, hvordan det store motorcykelløb skal afvikles.

Kommunalbestyrelsesmøde på Samsø i går, tirsdag.

Lukket kommunalbestyrelse 

Det vides ikke, hvordan de enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer forholder sig til motorløbet, undtaget den konservative Per Urban, der i aftes kun måtte referere, hvad han selv havde sagt på det lukkede møde i maj.

- Jeg er skeptisk, og det sagde jeg på mødet i maj. Jeg synes, klimaet og vores image som fossilfri ø er vigtigere end et motorløb, sagde han.

Læs også Vild skypumpe satte fut i Ritas fødselsdag: - Møblerne flød over det hele

På mødet i aftes opfordrede han de andre kommunalbestyrelsesmedlemmer til at komme offentligt ud med deres personlige holdning til motorløbet.

Men bordet rundt var politikerne enige om, at give alle henvendelser til Samsø Kommune om afholdelse af arrangementer en fair og lige behandling.

Derfor vil ingen andre melde en holdning ud, før de har set, hvad arrangøren kan præsentere dem for d. 1. oktober.