Udsigt til endnu højere huspriser
Bankøkonomer og ejendomsmæglere forudser, at huspriserne i Århus-området vil stige yderligere i 2006.
Danske Banks forventninger om yderligere stigning i boligpriserne i 2006 deles i Dansk Ejendomsmæglerforening.
Men her påpeger formand Steen Winther-Petersen, at den store fremgang fortsat vil være forbeholdt bestemte områder i landet - blandt andet Århus og København. Dermed er der lagt op til en yderligere skævvridning.
- Hvis økonomerne har ret i renteudviklingen, så er det nok rigtigt, at priserne vil udvikle sig som beskrevet. Renten er altafgørende for husprisernes udvikling, konstaterer Steen Winther-Petersen.
- Men samtidig er det vigtigt at huske, at man en række steder i landet fortsat vil se priserne stagnere og dermed relativt gå tilbage, siger ejendomsmæglernes formand.
Han peger på, at byområderne København og Århus samt Nordsjælland og Trekantområdet formentlig vil se prisstigninger, der er højere end det gennemsnitlige, mens man for eksempel i landområderne ikke kan vente at få del i prisfesten.
Danske Bank venter nu prisstigninger næste år på godt seks procent mod hidtil to procent, og også for indeværende år har man opjusteret de ventede stigninger. Det skyldes udviklingen i oliepriser og påvirkningen på renten. /ritzau/