Udsigt til en rigtig regnvejrsdag i Østjylland lørdag
Der er lagt op til en dag med mange regnbyger i det østjyske i morgen
Fredag har på trods af flere prognoser, der lovede det modsatte, været en rigtig pæn dag i Østjylland. Solen har fået lov at kigge frem i længere tid i store dele af regionen. Men i morgen er det slut.
- Der er lagt op til en lørdag med regn i Østjylland i hvert fald til at begynde med. Fra morgenstunden er det med at finde paraplyen frem, siger vejrvært på TV2 Vejret, Anders Brandt.
Læs også
Det er et større område med regn, der slynger sig op gennem hele Jylland, der altså også kommer til at påvirke Østjylland.
- Ud på eftermiddagen er der dog lidt ophold i det, og solen kan bryde frem. Temperaturerne kommer samtidig ikke til at fejle noget med 15-16 grader. Der kommer en lunt forårsluft, siger Anders Brandt.
Læs også
I de perioder, hvor det regner, vil temperaturerne nok være et par grader lavere.
Søndag ser i modsætning til i morgen overvejende tør ud, og der er gode chancer for sol. Det er med at nyde den dag, for begyndelsen af næste uge ser meget ustadig ud.
Du kan se hele aftenens vejrudsigt i videoen øverst på siden.