Udsatte tramper i pedalerne
Nyt motionsrum skaber livsglæde
En tur på løbebåndet eller motionscyklen giver både bedre kondition og bedre livskvalitet.
Det er idéen med et nyt motionsrum på institutionen Hjørnestenen i Randers. Her kan hjemløse, misbrugere og andre udsatte borgere få mulighed for at kaste sig ud i at bruge alverdens forskellige fitnessmaskiner.
Før rådede motionsrummet over nedslidte maskiner, som stort set aldrig blev brugt. Det fik socialpædagog Michael Rosenberg til at ansøge Trygfonden om støtte til at indkøbe splinternyt udstyr.
Allerede nu har det vist sig at være en stor succes - flere og flere vælger nemlig at bruge tiden på at svede i motionsrummet, og det er langt fra en selvfølge:
- Mange af vores beboere har ikke overskud i hverdagen til at melde sig ind i motionscentre, men her kan de gå direkte fra deres værelse og ned at træne i fitnessrummet i kælderen. Naturligvis drejer det sig først og fremmest om, at beboerne får motioneret, hvilket er med til at højne livskvaliteten, men der er bestemt også et socialt aspekt i det, siger socialpædagog Michael Rosenberg, som fik idéen til det nye motionsrum.
Institutionen Hjørnestenen fik i alt 100.000 kroner i støtte af TrygFonden til projektet.