Udsat for vold og trusler på ridetur med børnene
En 41-årig kvinde og hendes børn havde en yderst ubehagelig oplevelse torsdag
Østjyllands Politi har forhåbninger om at finde frem til to personer, der torsdag angiveligt har overfaldet og truet en 41-årig mor, der var ude og ride sammen med sine børn, der cyklede ved siden af.
Det skete på Hørretvej i Mårslet nær Aarhus, hvor en ung kvinde råbte af den 41-årige og sparkede hende tre gange på låret. Samtidig sparkede hun ud efter hesten, så den rev sig løs og løb ned i den anden ende af marken.
Læs også
Umiddelbart i forlængelse deraf kom en mand kørende i en firehjulstrækker med åbne vinduer. Og hvis man troede, at han kom den 41-årige til undsætning, så kunne man godt tro om.
I stedet råbte manden af den 41-årige kvinde og hendes børn. Han råbte blandt andet, at de var ’heldige med, at de ikke havde deres gevær med’.
Læs også
Østjyllands Politi leder nu efter de to gerningsmænd, der stadig er på fri fod. Til gengæld giver den 41-årige kvindes vidneudsagn politiet gode muligheder for at finde de skyldige, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.