Skulle tegne på tennisbold: To ældre udsat for tricktyverier
En 76-årig mand og en 86-årig kvinde var uheldige og fik dankortet lænset for tusindvis af kroner
En 76-årig mand blev i går udsat for et tricktyveri i SuperBrugsen i Lystrup.
En kvinde stod tæt på manden, da han betalte for sine varer, og da han kom ud på parkeringspladsen, kom hun hen til ham og stillede spørgsmål på gebrokkent engelsk.
Bagefter måtte manden konstatere, at to hævekort var blevet stjålet og senere misbrugt for 15.000 kroner. Det oplyser Østjyllands Politi.
Den kvindelige gerningsmand beskrives som 40-45 år, 160-165 centimeter høj og almindelig af bygning. Hun havde et bånd om panden og talte engelsk. Hun var ledsaget af en mand af samme højde og drøjde, der fremstod ’pæn og velsoigneret’.
Læs også
Også i Beder blev en privatperson udsat en ubehagelighed. Denne gang et forsøg på tricktyveri.
En 86-årig kvinde blev opsøgt på sin bopæl, hvor en mand ringede på. Han bad den ældre kvinde tegne på en tennisbold, hvor den nærmeste børnehave lå.
Mens de to talte sammen kom en anden mand gående ud bag ved den 86-årige kvinde.
Den 86-årige mente ikke umiddelbart, at der var stjålet noget, men hun var forskrækket over, at en af mændene kom gående ud bag hende. Hun var usikker på, om manden havde været inde i huset.
Læs også
De to mænd beskrives som østeuropæiske af udseende. Den ene almindelig af bygning og iført en lang sort jakke. Han havde krøllet sort hår og havde en skuldertaske og en tennisbold med sig.
Den anden mand beskrives som spinkel af bygning og med kort sort hår.
Er der vidner til de to episoder kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.