Udrykningslæge mangler på Mols: Regionen lovede os en ny

Siden årsskiftet har borgere på Mols og Helgenæs måtte klare sig uden deres udrykningslæge. Håbet om en ny i stillingen lever dog

02:19

Jørgen Ørgaard er bevidst om, at der er visse konsekvenser forbundet med at bosætte sig i et yderområde. Alligevel mener han dog, at akutlægedækningen er for mangelfuld på Mols og Helgenæs.

For en akutlæge tager det op mod 30 minutter at komme fra Grenaa til Mols.

Derfor har der tidligere været en såkaldt udrykningslæge i Knebel på Mols, der er rykket hurtigt ud til tilskadekomne.

Jeg kan jo ikke slå dem. Jeg kan heller ikke skaffe en udrykningslæge, fordi det er jeg heller ikke kvalificeret til, men jeg kan holde dem op på, at de har lovet det, og det gør jeg

Jørgen Ørgaard, formand, Borgerforeningen Mols 

Udrykningslægen var tidligere en lokal læge med praksis i Knebel.  

Siden 1. januar 2017 har stillingen dog ikke været besat.

- Se at få den udrykningslæge genansat hurtigst muligt, det vil være vores ønske, siger Jørgen Ørgaard, formand for Borgerforeningen Mols, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Flere af borgerne i området er uddannet som frivillige førstehjælpere.

Det gør dem i stand til at betjene hjertestartere og yde hjerte-lunge-redning. 

De frivillige rykker ud fire til fem gange om året og yder livreddende førstehjælp.

De får en sms, når der ringes 112, og som oftest er de fremme på skadesstedet på ganske få minutter.

De(red. akutlægerne) har jo kun deres GPS, og med de krogede veje der er herude, er det helt klart en fordel, at udrykningslægen har lokalkendskab, og ved hvor man skal dreje af på de små veje

Jørgen Ørgaard, formand, Borgerforeningen Mols 

Jørgen Ørgaard er selv en af de frivillige, der har ladet sig uddanne hos Region Midtjylland. Han vil dog stadig gerne have udrykningslægen tilbage, da de frivillige slet ikke besidder samme faglighed som en læge.

- Vi må jo ikke gøre noget som helst, og kan ikke gøre noget som helst andet end at give hjerte-lunge-redning, siger Jørgen Ørgaard.

Han beretter om en utryghed hos folk i lokalområdet, der savner deres udrykningslæge.

Og ifølge ham er lokalkendskab et af de vigtigste argumenter for, at stillingen som udrykningslæge igen skal besættes.

- De(red. akutlægerne) har jo kun deres GPS, og med de krogede veje der er herude, er det helt klart en fordel, at udrykningslægen har lokalkendskab, og ved hvor man skal dreje af på de små veje, forklarer Jørgen Ørgaard.

Håbet lever

Udrykningslægen har været en særordning, og Region Midtjylland har faktisk ikke skrinlagt stillingen.

Det er dog en stor udfordring at få en læge til at bosætte sig på Mols.

Ved årsskiftet fortalte formanden for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Anders Kühnau, til TV2 ØSTJYLLAND, at man forventede at få en ny læge ind i området i løbet af foråret.

Intet er dog sket indtil videre.

Læs også Mols og Helgenæs mister lokal akutlæge

Men på Mols har man bestemt ikke opgivet håbet.

- De har lovet det, og så tror jeg selvfølgelig på dem. Alt andet ville være forkert. Hvad skulle jeg gøre, hvis jeg ikke troede på dem, havde jeg nær sagt? Jeg kan jo ikke slå dem. Jeg kan heller ikke skaffe en udrykningslæge, fordi det er jeg heller ikke kvalificeret til, men jeg kan holde dem op på, at de har lovet det, og det gør jeg, slutter Jørgen Ørgaard.  

Øverst kan du se et indslag fra Knebel, hvor vi mødte Jørgen Ørgaard.