Udrensning i AGF: Farvel til seks spillere
Elmar Bjarnason, Danny Olsen, Stephan Petersen, Chris Ikonomidis, Oskar Buur og Emil Christensen stopper i AGF
Der er gang i svingdøren i AGF.
Onsdag aften oplyser den aarhusianske klub, der søndag sikrede sig en ny sæson i Alka Superligaen, at seks spillere stopper.
Læs også
Det har længe været kendt, at Stephan Petersen forlader AGF til fordel for Silkeborg IF.
Tidligere på ugen fortalte Danny Olsen på de sociale medier, at han har spillet sin sidste kamp for AGF.
Det nye onsdag aften er, at Elmar Bjarnason, Chris Ikonomidis, Oskar Buur og Emil Christensen siger farvel til AGF.
- Vi har haft en god dialog med spillerne, og for alle gælder det, at de nu kaster sig over nye sportslige udfordringer, siger sportschef Peter 'PC' Christensen til klubbens hjemmeside.
- De har alle på den ene eller anden måde ydet en god indsats for klubben. Det vil jeg på AGF's vegne gerne takke dem for og samtidig ønske dem held og lykke med deres karriere, siger han.
Længst i klubben
Af de seks spillere har Stephan Petersen været længst tid i klubben. Han kom til AGF fra FC Nordsjælland i 2010.
Danny Olsen startede sin tid i AGF i januar 2014, hvortil han kom fra FC Midtjylland.
Elmar Bjarnason skiftede fra Randers FC til AGF i sommeren 2015.
Oskar Buur debuterede i en alder af 16 år for AGF i en 1. divisionskamp mod AB. Den 19-årige højre back kom til klubben fra samarbejdsklubben FC Skanderborg i 2012.
22-årige Chris Ikonomidis blev i september sidste år hentet på en lejeaftale fra italienske Lazio.
19-årige Emil Christensen kom til AGF fra Vejle Boldklub for halvandet år siden.