Udnytter NemID-koks
Bedragere lokker penge fra dig
Næppe har et landsdækkende cyberangreb lammet adgangen til netbank, før bedragere slår til i kølvandet på nedbruddet og forsøger at lokke koden til vores dankort ud af os.
I en mail, som cirkulerer torsdag formiddag, udgiver ukendte gerningsmænd sig for at være betalingstjenesten Nets (Tidligere kendt som PBS).
I mailen står der, at man efter flere forgæves forsøg på at logge på Nets skal følge et link og indtaste sit kontonummer og kodeord for at få genaktiveret sin konto.
Men der er tale om svindel og humbug, og man skal holde sig langt væk fra siden.
- Lige så snart man får sådan en mail, skal man tænke sig grundigt om, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.
Banker beder aldrig om koder per mail
- Bankerne vil jo aldrig bede om at få dit kontonummer eller dit kodeord i en mail. Man kan eventuelt prøve at google teksten fra den mail, man er usikker på, foreslår han. Ofte vil der hurtigt komme advarsler på nettet, så snart falske mails er i omløb.
Politiet ser ofte eksempler på snydemails, der skal lokke penge ud af østjyderne. Ofte med falske afsenderadresser, der skal få det til at se ud som om, mailen er fra ens bank. I en nylig fupmail forsøgte svindlerne endog at give indtryk af, at politiet var afsenderen. Her gik svindlen ud på at bilde folk ind, at de havde fået en bøde fordi deres computer skulle have været brugt til at komme ind på en side med børneporno.
- Nogen går i panik og klikker for at komme ud af den prekære situation, fortæller Mogens Brøndum.
Politiet får også jævnligt anmeldelser om borgere, som har fået opringninger fra udenlandske telefonnumre, hvor man efterlades med en stor telefonregning, hvis man svarer tilbage på opkaldet. Her gælder det om at smide røret på i en fart, lyder rådet.
I den aktuelle mail, som udgiver sig fra at være fra Nets, står der blandt andet:
"Kære kunde,
Denne e-mail er blevet sendt for at meddele Dem om, at din kort vil blive deaktiveret inden for de næste 24 timer på grund af flere mislykkede login forsøg på din konto.
For at forhindre, at dette sker, skal du logge ind via vores sikre aktiveringslink nedenfor i dag og bekræfte dinte oplysninger:
(link fjernet, red.)
Med venlig hilsen
Nets medlemstjenester.
Nets Secured E-mail Communication."