Udlover dusør: Familie bundet, truet og slået med jernrør
Røvere brød i nat ind i et hjem i Trige og udsatte familie for slag og trusler på livet
Birgitte Krishnakuma, hendes lillesøster og forældre vågnede i nat op til et levende mareridt i deres hjem i Trige ved Aarhus.
Omkring klokken halv fire lå familien og sov, da lillesøsteren pludselig hørte lyden af glas der blev knust. Hun gik ud i entréen, hvor hun pludselig stod ansigt til ansigt med en maskeret mand. Mødet blev begyndelsen på et hjemmerøveri.
- Han fik lige pludselig travlt med at få mig ned og sidde og kom trampende hen til mig. Jeg tror ikke, han troede, at der var nogen hjemme, siger søsteren til TV 2 | ØSTJYLLAND, som er så påvirket af røveriet, at hun ønsker at være anonym.
Familie udsat for barsk hjemmerøveri
Faderen i huset blev efterfølgende vækket og slået flere gange i hovedet med et jernrør. Lillesøsteren stillede sig imellem, men fik også selv flere slag og endte med at bløde fra ansigtet. Røveren bandt hendes hænder på ryggen med strips.
Larmen og lyden af gråd fra lillesøsteren vækkede Birgitte Krishnakuma der indtil da havde sovet på sit værelse. Hun opdagede på dette tidspunkt, hvad der foregik og forsøgte at ringe til alarmcentralen, men røveren tog mobiltelefonen fra hende, fortæller hun:
- Jeg skynder mig at tage tøj på og ser en høj gerningsmand med elefanthue, som tog kvælertag på min mor.
Slag og trusler
Også moderen blev slået flere gange.
- Jeg siger til ham, at han skal lade være med at slå min mor, fordi hun har et dårligt hjerte. "Du er skyld i, hvis hun dør"?, siger Birgitte Krishnakuma.
I alt registrerer familien tre røvere. De to er i huset, mens den tredje venter udenfor. Alle er maskerede og går målrettet efter penge og smykker.
Under hele røveriet blev familien flere gange truet blandt andet at få klippet fingrene af, hvis de ikke fortalte, hvor de gemte deres værdier. Truslerne kulminerede, da den ene røver trak en pistol frem:
- Han siger: "Hvis du ikke holder hunden, så skyder jeg den". Og så tager han pistolen frem, fortæller søsteren.
Udlover dusør i håbet om at finde røverne
Røverne finder til sidst nogle smykker i familiens hjem, som de stak af med. Tilbage i huset sad og lå familiemedlemmerne chokerede tilbage.
- Jeg har det ikke ret godt. Det dunker i hovedet, og jeg kan se gerningsmanden for mig hele tiden, siger søsteren og bliver afløst af Birgitte Krishnakuma:
- Jeg ved, at de næste mange dage kommer min søster og moder ikke til at sove i tryghed.
Familien i Trige har nu valgt at udlove en dusør på 50.000 kroner til den person, der kan føre politiet frem til de tre røvere. Signalementet af røverne er sparsomt, men søstrene lagde mærke til, at den ene mand var højere end den anden. Den ene var omkring 160-170 centimeter høj, mens den anden var 190 centimeter.
De lagde mærke til, at den høje røver havde meget trænede ben og arme. Han var lidt hjulbenet og talte med sønderjysk dialekt. Fælles for dem alle var, at de var lyse i huden og var maskeret under røveriet.
I videoen øverst i artiklen kan du se et længere interview med de to søstre.