Udlejer sigtet for at snyde lejere
Randers-direktør anklages for at stikke penge til maling af lejligheder i egen lomme.
Politiet i Randers bekræfter overfor TV2 / ØSTJYLLAND, at der sidste år blev indgivet indtil flere anmeldelser mod Randers Ejendomsadministration for misbrug af lejernes penge. Efter at have undersøgt beskyldningerne, har politiet nu også sigtet en person i sagen.
Politiet vil dog ikke oplyse navnet på vedkommende, men ifølge TV2 / ØSTJYLLANDs oplysninger er den sigtede Hans Henrik Ditlev, direktør for Randers Ejendomsadministration.
Til Ekstra Bladet siger Hans Henrik Ditlev, som også er formand for Randers Grundejerforening, at sagen er 'uden betydning'. Det er der formentlig ikke mange af lejerne i firmaets cirka 1000 lejligheder, der er enige i. Anklagen mod Ditlev går på, at hans selskab har opkrævet flere penge fra lejerne til malerarbejde, end arbejdet reelt har kostet. Det har angiveligt givet Ditlevs selskab omkring 66.000 kr., som rettelig tilhører lejerne.
Se mere i aftenens udsendelser på TV2 / ØSTJYLLAND.