Udfordringer i bylivet: Skoleelever leger opfindere og ingeniører
Østjyske skoleelever løser udfordringer i bybilledet og dyster mod hinanden i Naturfagsmarathon.
25.000 skoleelever fra hele landet har indtil maj opfinder-kasketten på, når elever fra 5. og 6. klasse dyster mod hinanden i konkurrencen Naturfagsmarathon.
Mandag er 425 aarhusianske skoleelever mødt op i Brabrand på Tovshøjskolen, hvor temaet for dagen er udfordringer i bybilledet.
- Målet er at få flere unge mennesker til at interessere sig for naturvidenskab og opdage, at det er sjovt at arbejde med, fortæller tovholder Caroline Vester Villumsen fra Naturvidenskabernes Hus.
Læs også
Ligesom virkelighedens ingeniører og opfindere har eleverne skullet opfinde, udtænke og bygge smarte løsninger til de udfordringer, der kan opstå ved tilflytning af nye beboere.
Fokus på miljøet
Som forberedelse har de forskellige klasser forinden arbejdet i klasselokalerne med natur og teknologi.
To af dagens deltagere er Caroline Camilla Gam og Maria Lauritsen Van Der Schaft fra Egebakkeskolen. Sammen har de med fokus på miljøet udarbejdet en løsning, der skal mindske vandspild, når folk i lejligheder skal vande blomster.
- Vi skal tænke på, at vi skal have en fremtid for vores børn og børnebørn. Så vi skal hjælpe med at gøre verden bedre, og det kan vi gøre ved at øve os som børn og forberede os på, hvad vi kan gøre, når vi bliver ældre, fortæller Caroline Camilla Gam fra 6.a.
Læs også
- Man prøver at gøre, hvad man kan, men det er også svært at ændre på det hele, fortæller Maria Lauritsen Van Der Schaft.
17 klasser fra Bavnehøj Skole, Egebakkeskolen, Forældreskolen i Aarhus, Højvangskolen, Lystrup Skole, Samsøgades Skole, Solbjergskolen og Vestergårdsskolen er i år tilmeldt Naturfagsmarathon, der afholdes for 16. år i træk.