Udenlandske studerende bliver hjemløse
Aarhus Universitet efterlyser fleksibilitet, men Kollegiekontoret afviser at ville forskelsbehandle de studerende.
17 udenlandske studerende ved Aarhus Universitet risikerer at stå på gaden den 17. december - to dage før deres studier i Århus reelt er afsluttet.
Værelserne skal nemlig gøres klar til de næste studerende, der skal overtage dem, og Kollegiekontoret afviser at gøre en undtagelse for de udenlandske studerende, skriver Jyllands-Posten.
Per Mouritsen, der er leder af Center for Journalistiske Efteruddannelser ved Aarhus Universitet, har forsøgt at finde en løsning, men uden held.
Han er forundret over Kollegiekontorets manglende fleksibilitet.
Kollegiekontorets direktør, Per Juulsen, fastslår, at reglerne skal være de samme for alle studerende.
- Vi vil ikke forskelsbehandle de studerende, så vi fastholder, at de skal fraflytte den 17. december. Hvis de vil blive længere i værelserne, kan de henvende sig hurtigst muligt, så vi kan undersøge, om lejemålet kan forlænges i en halv eller en hel måned, siger Per Juulsen.
De studerende afslutter deres uddannelser i Århus den 19. december, hvorefter de skal videre til Amsterdam for at fortsætte deres studier.
Universitetets ledelse vil nu overveje, hvordan man kan hjælpe de 17 udenlandske studerende.