Udenlandske klubber har kig på Randers-målmand

Kevin Stuhr Ellegaard stopper som keeper i Randers FC. Ifølge hans agent er der interesse for Stuhr i både Danmark og i udlandet.

Torsdag aften blev det klart, at Kevin Stuhr Ellegaard har vogtet målet for Randers FC for sidste gang.

Der havde ellers været tale om, at kontrakten, der løber ud om et par uger, ville blive forlænget. Men det blev ikke tilfældet, og nu skal den 27-årige keeper på jagt efter en ny klub.

Der har da også allerede været interesse fra både danske og udenlandske klubber, afslører Kevin Stuhr Ellegaards agent, Michael Johansen.

- Der er nogle bolde i luften forskellige steder, som vi ikke ved, hvor lander. Både i Danmark og i udlandet. Men der er intet konkret på banen, som det ser ud nu, siger Michael Johansen til bold.dk.

Kevin Stuhr Ellegaard, der tidligere har stået i Hertha Berlin og Manchester City, nåede at repræsentere Randers 108 gange.