Ud med Wammen eller Hækkerup
Sådan lyder det fra en række S-borgmestre
En række S-borgmestre siger nu, at én af de to nuværende næstformænd, Nicolai Wammen og Nick Hækkerup, bør træde tilbage til fordel for en socialdemokrat uden for Christiansborg. Det skriver Information tirsdag.
Den tættere forbindelse mellem bagland og partitop skal forhindre, at der opstår en ny betalingsring-sag, hvor partitoppen er ude af trit med sit kommunale bagland, og styrke partiet frem mod kommunalvalget i 2013.
- Vi har et behov for, at der i partiets centrale ledelse sidder et medlem, som kommer fra kommunerne, så vi dermed skaber den forbindelse til det kommunale bagland, som er nødvendig, siger Thomas Adelskov, borgmester i Odsherred Kommune, til Information.
Ifølge Socialdemokraternes partilove skal der blandt de to næstformænd mindst være en, der ikke er medlem af Folketinget eller Europa-Parlamentet.
Nick Hækkerup var borgmester i Hillerød, da han blev valgt på kongressen i 2005, og Nicolai Wammen blev borgmester i Aarhus i 2006.
Siden begge er vendt tilbage til Christiansborg, har partiet dispenseret fra partilovene. Men det skal stoppe nu, mener Thomas Adelskov.
Han bakkes op af blandt andre Brøndbys borgmester, Ib Terp, borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen og borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen.
- Partiledelsen skal favne andre end dem, der kun sidder i Folketinget, og jeg går ud fra, at partiets love stadig gælder, siger Jan Petersen til Information.
Bent Hansen, formand for Danske Regioner, mener dog, at Nick Hækkerup og Nicolai Wammen udgør så stærkt et makkerpar, at de bør have mulighed for at fortsætte.
- De har begge en stærk kommunal baggrund, og det taler for, at de kan fortsætte, hvis det kan kombineres med at være minister, siger Bent Hansen til Information.
Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby, afviser over for Information umiddelbart kravet.