Ubudne gæster: 90 flagermus har indtaget Flemming og Elins hus

Over 90 flagermus talte parret, da de en aften stillede sig ud foran huset i Havndal for at hilse på deres nye beboere.

00:40

VIDEO: Parret Flemming og Elin Nielsen havde ellers ingen planer om at udvide flokken af husdyr.

Katten var den første til at opdage husets nye logerende.

En tidlig morgen i juni havde den fanget, hvad parret troede var en mus. Da Flemming Nielsen ekspederede musen ud af huset, kunne han hurtigt konstatere, at det var en flyvende en af slagsen. En flagermus.

Læs også Stort gods laver vild natur i baghaven

- Det kræ havde jo nok bare lige tilladt sig at flyve ind ad vinduet. Så det blev lukket. Og så regnede vi da med, at den historie var slut, fortæller Elin Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Men slut var historien ikke. Da parret kom hjem samme aften, havde katten fanget endnu en flagermus, mens en anden baskede rundt i stuen.

Jeg blev godt nok ked af det. For puha, havde vi mon en flagermuskoloni boende?

Elin Nielsen, Havndal

- Jeg blev godt nok ked af det. For puha, havde vi mon en flagermuskoloni boende? 

Og det er lige, hvad familien har. Flagermusene har fundet vej ind i huset gennem små huller i gavlen. En aften kunne familien tælle 90 flyvende flagermus.

- Det forklarede jo alle de små lorte ude i haven, siger Elin Nielsen.

00:31

VIDEO: Se flagermusene flyve ud af parrets hus

Luk video

Flagermus er fredet

Det er ulovligt at slå flagermus ihjel. Ligesom det også er ulovligt at ødelægge deres yngle- eller rasteområder.

- Flagermus er ikke farligere end hvepse, men de vil, som alle andre dyr, forsvare sig, hvis de føler sig angrebet, forklarer vildtkonsulent Sandor Hestbæk Markus.

- Opdager man en flagermus inde i sit hus, kan man iføre sig et par arbejds- eller læderhandsker og flytte den ud i det nærmeste træ i haven. En tom fuglekasse er også oplagt, da flagermusen gerne vil søge ind i et mørkt hul, uddyber Sandor Hestbæk Markus.

Læs også Bjarne vil selv skyde sine dyr på marken - men det er nu forbudt

Er flagermusene først flyttet ind i hulmuren eller under taget, vil det være bedst for dyrene at lade dem blive.

Men er der mange flagermus, der larmer og skider, så kan det blive nødvendigt at udsluse dem.

Ifølge Naturstyrelsen udsluser man flagermus ved at sørge for, at flagermusene kan forlade kolonien, men ikke kan vende tilbage igen.

Her ses hullerne i parrets gavl, hvor flagermusene kommer ind.

Det er vigtigt, at man udsluser over flere døgn, da det ikke er sikkert, at alle flagermus flyver ud hver nat.

En udslusning må kun finde sted på to tidspunkter om året: i begyndelsen af maj inden yngletiden og i en kort periode fra slut august til først i september, hvor ungerne er blevet flyvedygtige.

Læs også Vil du vide, hvad der sker i din have om natten? Her er de spor, du skal holde øje med

Alle huller skal lukkes

Elin og Flemming Nielsen sender snart deres nye lejere på boligjagt. Med vejledning fra en vildtkonsulent skal de lave en udslusning af flagermusene.

- Og når de er udsluset, så skal jeg love for, at alle huller og revner i vores hus skal lukkes. For det kan godt være, at flagermus er fredet, men de har altså ikke fået lov at bo her, fastslår Elin Nielsen.