Ubåd skal lede efter østjyske vragdykkere
Norsk politi sender miniubåd ned til skibsvrag, hvor to dykkere fra Århus anses for at være omkommet.
En miniubåd skal på mandag lede efter de formodede lig af to danske dykkere, som har været savnede, siden de søndag den 26. september forsvandt i Korsvikfjorden i Norge under et dyk ved skibsvraget Seattle.
- Mandag får vi en mindre miniubåd ned fra Bergen, som er lille nok til at manøvrere inden i Seattle, forklarer operationsleder Børge Steinsland fra Agder Politidistrikt til den norske netavis fvn.no.
Indtil fredag aften har eftersøgningen foregået med en såkaldte ROV (Remotely Operated Vehicle), som er en form for undervandskamera. Dårlig sigtbarhed har dog i flere omgang generet eftersøgningen.
Fire dykkere fra dykkerklubben Nautica i Århus var i sidste weekend taget til Kristianssand for at dykke ved det sunkne tyske passagerskib Seattle i fjorden. Vraget har ligget på fjordbunden siden 1940.
Da de to savnede og erfarne dykkere - en mand og en kvinde - ikke vendte tilbage til overfladen klokken 13 som aftalt, slog deres to kolleger alarm til norsk politi.
Eftersøgningen har dog hidtil ikke givet noget resultat, og allerede mandag anså norsk politi de to dykkere for omkommet.