Uafgjort i træningskamp
Spiller 2-2 mod svensk hold
Sommerens anden træningskamp bød på uafgjort, da Randers FC hjemme tog imod svenske BK Häcken. Kronjyderne kom ellers bedst fra start, da Viktor Lundberg efter ti minutter spil bragte hjemmeholdet foran 1-0.
De svenske gæster fulgte dog godt med og midt i første halvleg udlignede Leonard Zuta. Randers sad på spillet resten af halvlegen, mens Häcken var farligst på kontraspil og begge hold var tæt på at bringe sig foran.
Det blev dog BK Häckens Martin Ericsson, der efter 55 minutters spil bragte gæsterne foran, da han passerede Randers' målmand med et skud fra midt i feltet.
Svenskerne kunne være kommet på 3-1, men i stedet blev det Djiby Fall, der satte kampens sidste mål ind, da han efter 77 minutter uforstyrret kunne heade bolden i mål.
Den 1. juli klokken 15 tager Randers FC hjemme imod lokalrivalerne AGF i den næste træningskamp.