U12-piger er brændt inde med billetter til aflyst landskamp

U12-pigerne fra IF Alliancen i Stevnstrup skulle have været inde og se landskampen i Göteborg fredag. Den er nu aflyst på grund af en verserende konflikt

Pigerne fra IF Alliancen i Stevnstrup tager til Göteborg fredag morgen. De skulle have set landskamp, men den blev aflyst i sidste øjeblik. Foto: Privatfoto

Fredag triller U12-pigerne fra IF Alliancen mod færgen til Sverige. Men ulykkeligvis ikke for at se fodbold. 

For landskampen mellem Danmark og Sveriges kvindelandshold, som pigerne fra Stevnstrup skulle have været inde og se i Göteborg, er nemlig blevet aflyst i sidste øjeblik. 

- Det er brandærgerligt. Vi har forsøgt at finde en anden fodboldkamp, pigerne kan se derovre, men det er umuligt med så kort varsel, siger U12 pigernes træner Mads Simonsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Formand: Vigtigt at vi udnytter den omtale landsholdet har skabt

Pigerne har hver betalt 600 kroner for at komme med på turen, og pengene for færge og hotel kan de ikke få refunderet. 

Derfor har trænerne besluttet, at de alligevel tager afsted, selvom formålet med turen ikke længere eksisterer. 

- Vi vil prøve at få det bedste ud af situationen. Jeg tænker, vi tager ud og shopper og hygger, når vi kommer derover. 12 piger i et shoppingcenter kan ikke gå helt galt, siger Mads Simonsen. 

Håber ikke, det dræber lysten

Da ungdomsholdets trænere for halvanden månede siden fandt på idéen om, at U12-pigerne skulle tage sammen til landskamp i Göteborg, var det blandt andet for at give pigerne nogle landsholdsspillere at se op til. 

Jeg håber ikke, aflysningen kommer til at have konsekvenser for deres lyst til at spille fodbold.

Mads Simonsen, træner

Mads Simonsen vil nu bruge færgeturen til Sverige på at forsøge at forklare pigerne, hvorfor de ikke længere skal ind og se landskamp. 

- Jeg håber ikke, aflysningen kommer til at have konsekvenser for deres lyst til at spille fodbold, siger Mads Simonsen, der undrer sig over, at konflikten er trukket så langt ud. 

- Jeg synes, konflikten sender et signal om, at DBU og Spillerforeningen nærmest er ligeglade med kvindefodbold, siger han. 

Læs også Stadig håb for udsolgt kvinde-landskamp i Horsens

Han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at konflikten mellem DBU og Spillerforeningen ville fortsætte så længe, som den har gjort. 

Kan i værste fald udelukkes fra VM

Onsdag meldte Dansk Boldspil-Union, DBU, ud, at fodboldkvindernes VM-kvalifikationskamp mod Sverige fredag ikke blev til noget.

Aflysningen skyldes, at forhandlinger mellem DBU og Spillerforeningen om en ny landsholdsaftale er brudt sammen. 

Læs også Nadia Nadim afslutter ophold i USA med mesterskab

Det kan i værste fald komme til at betyde, at kvindelandsholdet bliver smidt ud af VM-kvalifikationen. Det er op til det Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, at vurdere.