U-days skudt i gang: 19 østjyske skoler har gjort det obligatorisk

Torsdag vælter det ind med 11.000 unge, der skal besøge uddannelserne i Aarhus. I år har 19 østjyske ungdomsuddannelser gjort det obligatorisk

19 østjyske ungdomsuddannelser har i år valgt at gøre u-days obligatorisk for eleverne. Foto: Kim Haugaard - Ritzau Scanpix

For 14. år i træk vælter det lige nu ind med nye, potentielle studerende i Aarhus. Knap 11.000 unge skal i dag, torsdag, gå på opdagelse på byens ni videregående uddannelsesinstitutioner til arrangementet "u-days".

Læs også Hver tredje elev er ikke uddannelses-parat: Rådmand kritiserer måleredskab

Men i år har 19 østjyske ungdomsuddannelser, som noget nyt, besluttet at gøre det obligatorisk for eleverne at deltage i u-days. Det har Rønde Gymnasium blandt andet gjort for deres 3.g-elever.

Formålet med u-days er først og fremmest at give de besøgende et indblik i uddannelsesmulighederne i Aarhus. Arrangementet skal også give dem et overblik, og i sidste ende en afklaring

Majbritt Nielsen, projektleder, u-days

- Som skole skal vi tilbyde eleverne noget, som vi tager alvorligt. U-days er en glimrende mulighed for at få afprøvet nogle ting, som man har gået og overvejet. De skal jo til at tænke på, hvad de vil næste år. Så vi vil gerne hjælpe dem på vej til, at de skal gøre dem nogle mere fokuserede overvejelser, siger Gitte Bjørn, der er studievejleder på Rønde Gymnasium.

Arrangementet er i år blevet skemalagt, fordi den tidligere uddannelsesmesse i Aarhus "Udannelse Uden Grænser" nu er lukket. I stedet har Rønde Gymnasium skemalagt u-days de kommende dage for deres godt 100 3.g-elever.

Mest besøgte uddannelser 2017

Samfundsfaglige uddannelserJura, statskundskab, erhvervsøkonomi og psykologi

Sundhedsfaglige uddannelser: Sygeplejerske, fysioterapeut, medicin

Kommunikationsuddannelser: Journalist, kommunikation

Andre: Pædagog, lærer

Kilde: U-days.

Indblik, overblik og afklaring

U-days løber over de kommende tre dage, hvor de potentielle nye studerende skal danne sig et overblik over uddannelsesmulighederne.

- Formålet med u-days er først og fremmest at give de besøgende et indblik i uddannelsesmulighederne i Aarhus. Derudover skal arrangementet også give dem et overblik, og i sidste ende give dem en afklaring, siger Majbritt Nielsen, der er projektleder for u-days.

Læs også Forslag: Ryk uddannelserne ud af de store byer

Men hun understreger også, at det er vigtigt, at de besøgende også tager på opdagelse i selve byen.

De skal jo til at tænke på, hvad de vil næste år. Så vi vil gerne hjælpe dem på vej til, at de skal gøre dem nogle mere fokuserede overvejelser

Gitte Bjørn, studievejleder, Rønde Gymnasium

- Vi opfordrer klart de besøgende til at komme ud og opleve Aarhus og få en fornemmelse for, hvad studiebyen Aarhus kan, siger hun.

U-days har blandt andet indgået et samarbejde med Midttrafik, hvor de besøgende kan køre gratis med bybusserne og letbanen. På den måde kan de shoppe rundt blandt de forskellige uddannelser.

Også Arriva er med i samarbejdet, hvor man på udvalgte strækninger har valgt at give de besøgende rabat på togbilletter. Så kan man tiltrække flere af dem, der kommer langvejsfra, ifølge projektleder, Majbritt Nielsen.

Læs også Mangel på sosu'er: - Vi skal sælge uddannelsen meget bedre

En stor palet

Studievejleder Gitte Bjørn forklarer også, hvorfor de synes, at det er vigtigt for eleverne at deltage i et arrangement som u-days.

- Det er jo en stor palet, som de kan vælge imellem. Dels kan de få lov til at opleve en lille forelæsning på de videregående uddannelser, og de kan også møde studievejledere og måske endda studerende, siger hun.

I alt kan man besøge byens ni uddannelsesinstitutioner og 130 forskellige studier.

Mindst besøgte uddannelser 2017

Sidste år havde Det Jyske Musikkonservatorium og Det Jyske Kunstakademi færrest besøgende.

De har til gengæld også færre pladser end institutioner som Aarhus Universitet og VIA University College.

Kilde: U-days.