Tyveri: Evald Krog beder om hjælp til at finde sin handicapbil
Muskelsvindformanden fik stjålet sin bil natten til fredag
- De har taget mine ben.
Tydeligere kan det ikke siges, da Evald Krog skal fortælle, hvordan det påvirker ham, at tyve har stjålet hans handicapbil fra carporten natten til fredag.
- Jeg er simpelthen så vred og rasende og skuffet. Det er så frækt at stjæle min handicapbil fra mig, mens jeg ligger og sover. Jeg er jo dybt afhængig af den, siger Evald Krog til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den mangeårige formand for Muskelsvindfonden vågnede fredag morgen og skulle ud af huset til en aftale. Men da han kom ud i carporten, var bilen væk.
- Jeg fattede det slet ikke. Men så besluttede jeg at bede folk om hjælp til at finde den via Facebook. Jeg har et lille bitte håb om, at den dukker op. Men jeg tror det ikke, siger Evald Krog.
Evald Krog takker af: Siger farvel til et livsværk
Han er specielt bitter over, at det sker så tæt på jul.
- Nu har jeg siddet hjemme siden fredag, hvor den blev stjålet, jeg kan jo ikke bare lige komme med en almindelig bil. Og nu kommer juledagene, hvor alle har aftaler med familie og venner, så det gør det endnu mere besværligt uden bilen, siger Evald Krog.
Han fortæller, at det er en koboltblå, metallic multivan med nummerplade VY 92 749, og at den kan genkendes på liften på højre side under bilen, og at der ikke er noget passagersæde.
- Jeg har fået arrangeret kørsel juleaften, hvor jeg skal til min datter.
Men problemet er også, at kommunen og de, der skal vedtage om jeg må få en ny bil, det tager dem 28 dage, inden de kan behandle sagen. Så jeg er jo bundet her i huset, fortæller Evald Krog.