Tyveri af designermøbler
Designermøbler for 150.000 kroner stjålet fra villa
Flere villaer i Silkeborg er blevet ryddet for møbler, og i sidste uge blev der stjålet 59 Arne Jacobsen-stole til en værdi af 250.000 kroner fra Ferskvandscentret.
Nu har designer-tyve også været på spil i Sejs-Svejbæk-området, skriver mja.dk. I løbet af weekenden blev en dør brudt op ind til en villa på Sejs Søvænget, hvor tyvene ifølge politiet rodede rundt i hele huset.
Tyvene stak af med en Børge Mogensen-sofa, en Arne Jacobsen-stol af mærket "Ægget", to PH-lamper og to fladskærme. I alt er der stjålet varer for en værdi mellem 150.000 og 200.000 kroner.
Ifølge politiet i Silkeborg bliver de stjålne møbler ofte sat til salg på diverse salgssteder på internettet. Politiet vil gerne høre fra personer, som har set noget mistænkeligt i området ved Sejs Søvænget i løbet af weekenden.