Tyve tømte kirke for værdier
500 år gammelt dåbsfad stjålet
Søvind Kirke har haft ubudne gæster, som har stjålet sølvtøj og et dåbsfad af messing fra 1500-tallet.
Natten til onsdag brød tyve ind i kirken i Søvind nord for Horsens og tømte den for værdifulde genstande.
- Tyvene bød ind i graverboligen. Her fandt de nøgler til kirken og til pengeskabet, siger sognepræst Elsebeth Bank.
Og tyvene har ikke holdt sig tilbage.
- De har blandt andet taget 55 forgyldte bægere, kander og lysestager. Alt det vi bruger til vores gudstjenester. Det hele var låst inde, men de fandt nøglen til pengeskabet i graverboligen, siger Elsebeth Bank.
Hun er meget ærgerlig over situationen og håber, at tyvene vil levere tingene tilbage.
- Dåbsfadet er af messing, så det har en meget begrænset værdi for andre. For os har det derimod en stor værdi, fordi det er så gammelt og har været så mange år i kirken, siger Elsebeth Bank.
Tyveriet er nu meldt til politiet.